Indretningen i Andrines Hus

Andrines Hus vender stik øst/vest, hvilket giver en indretning med køkkenet vendt mod det kølige nord og stuerne vendt mod det lunere og lysere syd. Det havde sikkert større betydning før i tiden, men i dag orienterer arkitekterne stadig huse efter lyset!

Længst østpå findes bryggerset, som har indgang dels fra nord, dels fra syd, hvor man kan gå ud i haven og nyde synet af to meget gamle æbletræer, som danner en fascinerende kulisse sammen med det lavthængende tangtag. Her kan man i næsten krøyerske toner uden tvivl nyde mange sommerdage.

I bryggerset finder man også to af de helt moderne elementer i huset, nemlig jordvarmeanlægget, som forsyner huset med varme og varmt vand, og de helt gennemrenoverede elektriske installationer. I bryggerset har man bevaret markstensgulvet, og der er åbent til kip med frit udsyn til det imponerende tangtag.

Fra bryggerset går man ud i en lille mellemgang, hvor man kan nyde de fine tømmerdetaljer i overgangen mellem bindingsværket og bjælkerne. Her er der rustikke klinker på gulvet og fra mellemgangen adgang til det moderne badeværelse med toilet, gulvvarme og bruseniche.

Fra mellemgangen kommer man ud i den oprindelige entré, hvor man også har bevaret markstenene på gulvet (men nu sørget for gulvvarme!). Her er også en lem op til det stor loftsrum under det massive undertag, som i sagens natur skal være af solidt tømmer for at kunne bære vægten af de 32 ton tang...

Fra entréen går man nu ud i det første køkken, som udover køkkenbord og plads til de mere moderne hvidevarer også rummer adgangen til den ene stue samt ikke mindst den brændefyrede bageovn, som faktisk strækker sig næsten en meter ind i huset.

Den første stue byder på to sydvendte vinduer, en lille brændeovn og en fin lille Læsø-detalje, nemlig det flotte skab, som er muret ind i væggen og giver plads til lidt service og de fine glas, skulle der komme uventede gæster...

Videre fra det første køkken går man gennem en dør til det næste køkken, hvor der er køkkenbordsplads, vask og ikke mindst et imponerende brændefyret komfur. Designet er originalt som det gamle, men selve komfuret er nyt og absolut brugbart til alt fra kantareller over pigvar til en hakkebøf med bløde løg...

Fra køkkenet kommer man så ind i den store stue, som strækker sig i hele husets bredde med vinduer mod både syd og nord samt adgang til dels et kammer i enden af huset, en forstue samt et soveværelse. Stuen er forsynet med em brændeovn, som jo deler skorsten med brændekomfuret. Her er afhøvlede plankegulve med gulvvarme og små fine detaljer som de originale håndtag på dørene bevaret. Selv de skæve vinduer er restaureret og har fået lov til at bevare deres oprindelige placering.

Fra stuen er der adgang til et kammer i husets vestvendte ende, hvor også forstuen og stadsindgangen befinder sig. Adgangen til kammeret sker gennem en fin dør med endnu en Læsødetalje, nemlig en gammel skibsdør med det lille koøje i.